Tid til skønhed, til detaljer, til det fine porcelæn!

Opdækning med musselmalet porcelæn

Hyggelig opdækning med musselmalet porcelæn – fra A1 Antik Snurrepiben’s hjemmeside.

Efter en lang periode ude i kulden er det nu tiden, hvor det fine stel, søndagsstellet, skal tages frem fra skabene – eller generhverves, hvis man har smidt det ud – og stilles på bordet, når gæsterne dukker op til de særlige lejligheder, som man i samme ombæring kan skabe nogle flere af. Hvorfor kun fødselsdagen, konfirmationen, brylluppet og sølvbrylluppet? hvorfor ikke genindføre de jævnlige kaffeslabberaser og invitere til middag lidt oftere?

Det fine stel skal på bordet for at give dig selv og gæsterne noget smukt at se på, men også for at vise gæsterne, at du værdsætter deres besøg og stoler på, at de kan gebærde sig på en sådan måde, at porcelænet stadig er intakt, når de går hjem igen.

Og når en sjælden gang der går en tallerken itu, er det bare et tegn på, at man har dyrket det selskabelige, det festlige, helt til kanten. At man har levet livet og brugt ressourcerne på noget godt.

En spændende side-effekt af denne filosofi er så, at man må interessere sig lidt for sit porcelæn: vide, hvilket mærke det er, hvilken model, så man kan finde en ny tallerken, når nu én gik i stykker. Og i denne proces kan der blive plads til mange andre interesser, som kan være endnu mere spændende – besøg i antikvitetsbutikker og på loppemarkeder, jagten på netop den størrelse og facon fad eller terrin, man ikke allerede har, men gerne vil have.

Der kan være en samlerhobby gemt i geninførelsen af det fine stel, men der kan også dukke spændende historier og uventede kulturelle aspekter op, som man kan blive bidt af.

2 tanker om "Tid til skønhed, til detaljer, til det fine porcelæn!"

  1. Jørgen Winther

    Reblogged this on Fremtidens Verden and commented:

    En fremtid, der igen giver plads til æstetikken, roen og livsnydelsen lyder tiltalende. Ikke alt her i livet skal handle om praktiske formål, penge og magt, der skal også være plads til sanser, følelser og drømme – og til lejlighedsvise opdækninger med det fine stel, til fælles nydelse for vært og gæst.

    Svar
  2. Pingback: Tid til skønhed, til detaljer, til det fine porcelæn! – Fremtidens Verden

Skriv et svar